Fredericia får topkarakter for svømmeundervisning

Fredericia Kommune scorer 78 ud af 100 mulige point i TrygFondens undersøgelse af svømmeundervisningen på landets grundskoler. Det er markant over landsgennemsnittet på 59 point.
Kun Struer, Fanø og Læsø scorer højere med 80 point. I Fredericia får samtlige elever tilbudt svømmeundervisning, mens 83 procent også modtager undervisning i livredning. På landsplan tilbyder 82 procent af grundskolerne svømmeundervisning, mens 65 procent tilbyder livredning.
”Det synes jeg er flot, og det er vigtigt, at vi prioriterer det. Særlig når vi bor i en kommune, der er omgivet af vand næsten hele vejen rundt,” siger Trine Klavsen, skoleleder på Kirstinebjergskolen afd. Høgevej.
Undersøgelsen viser samtidig, at 95 procent af de voksne mener, at det er vigtigt, at børn lærer at svømme i skolen. Den holdning deles af Pernelle Jensen (V), formand for Børne-, Skole- og Uddannelsesudvalget.
”Jeg glæder mig over, at Fredericia scorer højt i undersøgelsen, for det er vigtigt at prioritere svømmeundervisningen, særligt i vores kommune hvor vi er så tæt på vandet. Og så gør det heller ikke noget, at svømmeundervisningen er god og sjov motion for eleverne,” siger hun.
Knap seks ud af ti adspurgte i undersøgelsen svarer, at svømmeundervisningen i skolen har gjort dem mere sikre i vand.
I Fredericia foregår svømmeundervisningen for hovedparten af eleverne på 4. årgang. De fleste steder er der to lektioner om ugen i mindst et halvt år, mens eleverne på 4. årgang på Kirstinebjergskolen afd. Høgevej har svømning hele året.
”Der er lidt forskellige løsninger på skolerne, men jeg er glad for den model, vi har her hos os. Det giver eleverne et godt rygstød til at blive trygge i vand,” siger Trine Klavsen.
Faktaboks
- Fredericia Kommune scorer 78 ud af 100 point.
- Landsgennemsnittet er 59 point.
- Struer, Fanø og Læsø scorer 80 point.
- Alle elever i Fredericias grundskoler tilbydes svømmeundervisning.
- 83 procent får også undervisning i livredning.
- 95 procent af de voksne mener, at svømning er vigtigt i skolen.
- Hovedparten af eleverne har svømning på 4. årgang.






Accepter kun nødvendige cookies